Støvede arkivarer og kongelige forrædere: Danmark skulle være tysk forbundsstat

I forbindelse med udgivelsen af historikeren Tom Buk-Swientys andet bind i fortællingen om Danmarks forudsigelige nederlag i 1864-krigen, den længe ventede "Dommedag Als", kom det i den forgangne uge frem for en større offentlighed, hvad tilstøvede arkivarer på Rigsarkivet har vist i 146 år: Danmark var sensationelt tæt på at blive til en tysk forbundsstat, hvad der dog alligevel aldrig blev tilfældet (hvis nogen skulle være i tvivl).

I sin research under udarbejdelsen af bogen støtte Buk-Swienty således på korrespondance mellem Belgiens konge og NEGERHERSKER Leopold og den danske regent, Christian IX. I disse dokumenter fremgår det tydeligt, at Danmarks daværende konge desperat prøvede på at få en storpolitisk aftale på plads, der kunne redde "Helstaten", dvs. samhørigheden af Danmark og de tyske hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg, efter at femhundrede års spande røvfuld på de europæiske slagmarker have reduceret landet fra europæisk magtfaktor til dette undseelige frimærke, som den preussiske kejser Otto von Bismarck nu var ved at tage den sidste luns fra ved at erobre de tyske områder i den verserende krig. Således skulle Danmark for at beholde hertugdømmerne ifølge kongen indlemmes i det daværende Tyske Forbund - en sammenslutning af uafhængige stater, der først nogle år efter 1864 skulle blive til det egentlige Tyskland, med hvad der dertil fulgte af opløftende historiske hændelser. For kongen var dette et særdeles vigtigt ærinde: Christian IX, der var født og opvokset i stridens æble, Slesvig-Holsten, ønskede ikke at se sit kongerige blive skilt fra sin barndomskrybbe og søgte hele Kongeriget Danmarks indlemmelse i Forbundet som en sidste mulighed for at holde sammen på stykkerne - hvad der altså i visse kredse gør ham til en gemen tyskertøs.

I første omgang var nødvendigheden af dette forslag fra kongens synspunkt opstået, da de nationalliberale politikere havde brudt fredsaftalen af 1848, der stipulerede, at hertugdømmerne ikke kunne blive underlagt dansk indflydelse. Således provokerede Danmark de to tyske stormagter Østrig og Preussen med entreprenøren Otto von Bismarck i spidsen til krig, hvilket viste sig at være den omtrent dummeste militærhistoriske beslutning i dansk historie. De mildest talt prisgivede danske tropper blev således nedkæmpet i en stribe af militære genistreger og effektiviseret maskinel krigsførelse, som tyskerne kun akkurat overgik på deres "road trip" gennem Holland og Belgien 80 år senere. Mest berømt er Slaget ved Dybbøl, skildret i Buk-Swientys "Slagtebænk Dybbøl", senere slaget om Als, som Buk-Swienty kigger på i efterfølgeren "Dommedag Als". Inden længe bankede tysken på døren til Odense og Sjælland og Danmarks konge lå på knæ for Europas magthavere, for at hans elskede kongerige ikke skulle deles op endnu engang. Men det var forgæves: inden længe resterede kun Jylland, Sjælland, Odense og øerne som dansk territorie - Danmark var gået fra oppustet helstat til ydmyg nationalstat.